8. december - Hæklet candy cane

Jeg er personligt ret begejstret på candy canes - dog ikke så begejstret, at jeg vil hænge dem op på juletræet indpakket i plastik. Derfor er jeg begyndt at hækle dem :-)

Materialerne er ret simple, ligesom fremgangsmåden: Rødt og hvidt bomuldsgarn, hæklenål str. 2,5, saks, fiberfyld/vat, nål og rødt bånd. Mængden af garn som bruges er relativt begrænset, så man kan sagtens bruge små restnøgler.

Fremgangsmåden er også ret simpelt. Eneste krav er, at man skal kunne lave fastmasker, forkortet fm. Jeg slutter IKKE hver omgang af, men hækler bare rundt og rundt. Undervejs som arbejdet skrider fremad, fylder jeg med fiberfyld/vat.

Først hækles en bolchestang som modsat den færdige candy cane ikke buer. Buen skabes senere med ståltråd. Der startes med hvidt garn:

1. omgang: 6 fm i en magisk løkke (6)

2. omgang: *2 fm i hver fm* gentages omgangen rundt (12)

3. omgang: *1 fm i hver fm (hækl kun i den inderste løkke)* gentages omgangen rundt (12) 
(Ovenstående omgang skaber en lille kant i enden af candy canen)

4. omgang: *1 fm i hver fm* gentages omgangen rundt (12)

Herefter skiftes til rødt garn og hækles tre omgange fastmasker, dernæst 3 omgange fastmasker med hvidt garn, derefter 3 omgange med rødt garn... Sådan fortsættes til bolchestangen har nået den ønskede længde. Herefter

x. omgang: *1 fm i hver fm (hækl kun i den inderste løkke)* gentages omgangen rundt (12)
(Ovenstående omgang skaber en lille kant i enden af candy canen

x. omgang: *saml 2 fm* fortsæt omgangen rundt (6)

Hæft ende og efterlad en lille tråd til at lukke det sidste lille hul sammen med. Gennem hullet stikkes herefter et stykke kraftigt ståltråd. Forsigtigt skal ståltråden gennem hele stangen, hvorefter den til sidst kan formes. Herefter er det bare at isy en snor til ophæng og påsætte en sløjfe til pynt :-)


Julekalenderlågen imorgen kræver rødt plastik fra eksempelvis slik-, kaffe- og chipsposer.


2 kommentarer:

  1. Glædelig anden advent.

    Hvor er den fin din hæklede julestok.

    Hans Olsen
    http://www.mariahoffbeck.blogspot.com

    SvarSlet